.

lørdag den 29. marts 2014

hoping for the best but expecting the worst

fredag den 21. marts 2014

Pessimism

It's friday.

I've spent money, I've laughed, I've been hungry, I've been grumpy.

And it's okay.

I'm tired of hearing teenagers complaining.

I'm tired of worrying.

What do I really have to worry about?

It is more important than hunger?

war?

diseases?

no.

Not at all.

But should I therefore be grateful of how small my "worry" is?

is it selfish of me to say that I feel my worries are more important, just because I think so?

right now in my situation, I wouldn't feel more fortunate, because someone has it worse.

And that's pessismism.

Admit it, "What about the hungry people in Africa?", it hits your conscience a bit.

It tells you to be grateful for what that is in your possession

with guilt.

Is there a better way to submit gratefulness?

J.M.Barrie.

Every time I listen to this song, it reminds me of Neverland.

The author behind the genius play, Peter Pan. I'm currently reading this book, and I think it's absolutely lovely. The book brings up such a nostalgic feeling. I've only seen the Disney version, and now, after being halfway through the original tale, and I've seen Finding Neverland, I'm stuck with a small hatred to Disney. It has been years since I've seen Peter Pan. I should probably see the movie again, otherwise I really have no right to sit here and criticize it.

I've never realized how big of a deal this tale is. And when i finish this book, I'll definitely put some more words on this wonderful book.

Yes, I'm writing in english, I only read english books, so I might as well just write in english.

Have a wonderful weekend, all of you dreamers.

mandag den 10. marts 2014

Perks of being a wallflower

Jeg har læst denne meget populære bog, og jeg kan forstå hvorfor den har den status. Den indeholder en masse ungdoms-temaer som seksualitet, frygt, mod, selvmord, opgør, oprør og flere. Desuden synes jeg at bogens plot og opbygning er meget særlig. Det er nemlig hovedpersonen, Charlie der skriver breve, og læseren er så modtageren. Jeg har dog ikke set filmen, da jeg var fast besluttet på at jeg først ville se den efter jeg havde læst bogen. Så nu kan jeg få set den :-D

Kort resume, hovedpersonen Charlie er en wallflower. Og en wallflower er typen der ser ting andre ikke ser, lægger mærke til specielle ting, observere ting, holder sig tilbage, meget personlig, omsorgsfuld og ydmyg. Der er flere karaktertræk men det var lige de første. Charlie frygter sit første år i highschool. Han føler ikke han har noget tilhørssted, og føler sig alene. Heldigvis bliver han venner med Sam og Patrick som er søskende, og seniors. Han falder pladask for Sam, men får at vide at han ikke skal tænke på hende på den måde. Igennem handlingen står Charlie overfor drugs, ansvar, og sorg. Og efter et år med massere af problemer, formår Charlie at beholde sin identitet som wallflower.

Generelt når jeg læser bøger, får jeg skrevet de "quotes" der specielle, ned på min Iphone så jeg ikke glemmer dem. Og de quotes vil for mig, forblive et kendetegn for den bog.

-We take the love we think we deserve

- just think it's bad when a boy looks at a girl and thinks that the way he sees the girl, is better than the girl really is.

-He didn't even try to be cool and relate to me or anything. He was just himself about it.

-But even if we don't have the power to choose where we came from, we can still choose where we go from there.

-It's okay to feel things, and be who you are about them.

onsdag den 5. marts 2014

mus-ik

tirsdag den 25. februar 2014

hvem er jeg?

Spørgsmålet som dukker op tit i ens liv, det kan jeg i hvertfald sige udfra min 15, snart 16 års livs erfaring.

Udfra utallige film, bøger, blade og quotes, kan jeg konkludere at jeg er; mine handlinger, tankegang, følelser, lyster, fremgangsmåde, alt inden i. Og alt det der er uden på? Det overfladen, det hvad der præsentere mig, og du kan kun dømme mig. Og udfra min udstråling, er det op til dig om du vil lære mig at kende eller ej. Jeg ved at jeg ikke er den eneste der tænker på hvordan folk opfatter mig, men det noget jeg har lagt mærke til at jeg faktisk gør ofte. Nogle gange er jeg glad for det, men ofte synes jeg det er en stor belastning, jeg ender med at tænke og analysere for meget i nogle situationer.

Jeg kom til at tænke på al det her fordi, grunden til at jeg bliver kaldt for quingdongding, gonger osv( ikke fordi det er et problem), og at jeg har de venner jeg har, er fordi at jeg er asiat. Hvordan ville andre identificere mig hvis jeg ikke var gonger? Hvis ikke det var fordi jeg havde mindre øjne, fladere næse, mørkt hår og talte et andet sprog, hvem ville jeg så være? Jeg ville f.eks. ikke være med i paraden, og paraden er nok noget der har mest indflydelse på hvem og hvor jeg er i dag. Jeg synes det skørt, at min etnicitet er en beskræftigelse af hvem jeg er, hvad jeg har og kan opnå, samt den jeg er blevet idag. Det jo bare endnu et eksempel på hvor overfladisk vores samfund er. Overvej lige hvis alle overholdt sætningen "det er det indre der tæller". Alt det materielle ville være ligegyldigt. Ens udseende ville ikke være et krav til arbejde, man behøvede ikke at tænke på hvad man spiste, hvis ens bryster var for små, hvilken bil man kørte i, om man tog nogle kilo på, eller man havde make up. Tænk på alle de firmaer der ikke ville eksistere uden vores usikkerhed på fordømmelse.

Endnu et lille del af mine tanker. Hvor jeg dog elsker min hjerne.

tirsdag den 18. februar 2014

gongeren har fået arbejde!

Indtil videre har jeg kun været afløser, men starter officelt om 2 uger!
No.61 er min arbejdsplads, hvor jeg er opvasker. Det en pisse lækker restaurant i Odense, med nogle meget flinke(starwars-glade) mennesker!