SRP

Jeg vil skrive om kemi og dansk. Retorikken omkring kosmetiske produkter

Pis og PR.

Dit råd til en ung musiker? Få et arbejde. Det svarede Uffe Lorenzo. 

BORN TO LOSE har virkelig fået mig til at indse værdien i musik. En ting er værdien for os som lyttere, en anden ting værdien, og al det bag, for dem der producerer musikken. Det eneste musikerer i Danmark i dag tjener på, er koncerter og merchandice. Kun store stjerner som Taylor Swift og Adele, kan undvære streamingtjenesterne og faktisk sælge deres musik. Blaue Blume er nok det eneste nuværende danske band, som har "ofret" lige så meget af sig selv for musikken. De har, som Uffe selv nævner det gennem dokumentaren, "basis" for at kunne spille musik for mere 25 mennesker. Og selvom at Blaue Blume har "basis" for at kunne spille musik, lever de stadig fattigt. Hvilket forklarer Uffes svar på spørgsmålet. Jeg er ikke i tvivl om, at han har nogen intentioner om at slukke ilden for en ung musiker, men tiderne har ændret sig og dem der værdsætter og støtter musikken, er der få af. Musikkerne som i dag har basis og mere til, producere billigt musik, har catchy omkvæd med nutidige trends (twerking, sex, druk), og overlever på fangirls med massiv promovering på sociale medier.  Det sku ikke let at være en dedikeret musiker hvis man ikke har ekspert inden for promovering og likes-indsamling. 

Derudover må der være en sammenhæng mellem musikken og dets fans. Vi lytter til musik som drager os og som vi kan genkende os selv i. Baby Woodrose og Spids Nøgenhat er musik om tab og sejr i livet fra 70'erne frem til det tyvende århundrede. De mennesker som drages af dette eller genkender sig selv i det, er måske ikke ligefrem dem der konstant holder sig opdateret omkring alt. Men de tager tingene som de kommer. Det svært at forklarer, og det nok en meget dømmende konstatering, men de her mennesker hører til den "kunsteriske type", hvis image ikke behøver at blive bevist. De behøver ikke at trykke deltager på en begivenhed på facebook, eller gå rundt med band t-shirts eller smide et billede op et eller andet sted, for at bevise at de er kulturelle. På den måde opnår bands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat ikke samme promovering, og de taber altså til den ubarmhjertige branche som musikere og generelt kunstnere lever under. 

" Vil i ikke nok fortælle jeres venner og bekendte om den her film. For det er jo sådan i denne ubarmhjertige branche, at hvis der ikke bliver solgt nogen billetter, river de os af plakaten"

Det har jeg udført til punkt og prikke. Jeg er den fangirl, som købte en plakat til 150 kr, smidt et billede på insta, liket filmen på facebook og trykket deltager i begivenheden. Det mest ironiske er at denne oplevelse al sammen var grundet en fejl. Jeg havde kigget på den forkerte uge på cafe biografens hjemmeside, og skulle egentlig havde været inde og se EJERSBO, men da den ikke spillede alligevel, er jeg endt ud med en oplevelse som jeg længe vil glemme. Det her er pis og PR.