Hej bloggen.
Der er så meget. Ved ikke hvordan jeg skal koordinerer det her indlæg, men prøver at samle nogle tanker jeg render rundt med for tiden.
JEG HADER REGERINGEN. Jeg er så træt af de omstændigheder vi unge lever med. Alt det der med fremdrift og konstant at skulle præstere. Når jeg høre om man i 'vores forældres generation' (mine gik ikke i skole i dk), hvor der var plads til at drømme og fejle, bliver jeg simpelthen så trist for min og fremtidige generationer. Alle er stressede, flere bliver deprimeret, og det kan man fanme godt forstå når vi er vokset op med en konstant påmindelse om at vi er så priviligeret som vi er og derfor skal skynde os med at betale tilbage til det system der har givet os de privilegier. Ud over at uddannelsessektoren sutter, så spiller vores 'viden' også en rolle ift alting af nederen. Vi er utrolig oplyste. 'Det skal man ikke spise det er farligt for dit helbred', 'Det der er dårligt for miljøet', 'Hvad skal du bruge matC til?'. Jeg er ikke den bedste med ord, især ikke når jeg skriver i en tankestrøm, men vi er vokset op med et ansvar for samfundet, os selv og verdenen. Det er i mine øjne en væsentlig faktor for hvorfor folk har det så nederen i dag. Vi skal sku passe på alt og alle, og vi skal være så nøje med vores valg.
Pt. går jeg også i gennem en form for 'jeg er intet værd'-periode. Det nok også derfor jeg fylder mit kalender ud til renden, og laver alt muligt. Jeg vil så gerne være gerne være god til alt, og hele mit liv har jeg være god til at lade som om. Det er let for mig at gennemskue mennesker og systemer, derfor ka jeg regne ud hvad der er smart at gøre, sige og være. Men fuck jeg vil hellere bare være mig, pisse klam kliche, men det er virkelig gået op for mig det sidste års tid hvor bittert det er, ikke at kende sig selv. Men det er mere de her roller jeg har, for forskellige mennesker og grupper, som stresser og forvirrer mig utroligt meget. Er jeg den ansvarlige, den lollede og glade eller datteren der ikke vil andet end at feste?
Gongere er stadig syge i hovedet og stiller spørgsmålstegn til min søster omkring min insta.
Jeg kan igen komme på boogies. Til gengæld er jeg kommet frem til at alkohol ikke burde have en plads i mit liv, og har endelig affundet mig med min alkoholintolerance.
PS. min blog er ikke længere som en henvisning på min insta. Sys det blev lidt for ømt og hvis man er dedikeret læsere så er alle sådan set velkommen. Det gik op for mig at fx. små børn i hca-paraden kunne læse om mine forholdsvis triste indlæg, såee.
Der er så meget. Ved ikke hvordan jeg skal koordinerer det her indlæg, men prøver at samle nogle tanker jeg render rundt med for tiden.
JEG HADER REGERINGEN. Jeg er så træt af de omstændigheder vi unge lever med. Alt det der med fremdrift og konstant at skulle præstere. Når jeg høre om man i 'vores forældres generation' (mine gik ikke i skole i dk), hvor der var plads til at drømme og fejle, bliver jeg simpelthen så trist for min og fremtidige generationer. Alle er stressede, flere bliver deprimeret, og det kan man fanme godt forstå når vi er vokset op med en konstant påmindelse om at vi er så priviligeret som vi er og derfor skal skynde os med at betale tilbage til det system der har givet os de privilegier. Ud over at uddannelsessektoren sutter, så spiller vores 'viden' også en rolle ift alting af nederen. Vi er utrolig oplyste. 'Det skal man ikke spise det er farligt for dit helbred', 'Det der er dårligt for miljøet', 'Hvad skal du bruge matC til?'. Jeg er ikke den bedste med ord, især ikke når jeg skriver i en tankestrøm, men vi er vokset op med et ansvar for samfundet, os selv og verdenen. Det er i mine øjne en væsentlig faktor for hvorfor folk har det så nederen i dag. Vi skal sku passe på alt og alle, og vi skal være så nøje med vores valg.
Pt. går jeg også i gennem en form for 'jeg er intet værd'-periode. Det nok også derfor jeg fylder mit kalender ud til renden, og laver alt muligt. Jeg vil så gerne være gerne være god til alt, og hele mit liv har jeg være god til at lade som om. Det er let for mig at gennemskue mennesker og systemer, derfor ka jeg regne ud hvad der er smart at gøre, sige og være. Men fuck jeg vil hellere bare være mig, pisse klam kliche, men det er virkelig gået op for mig det sidste års tid hvor bittert det er, ikke at kende sig selv. Men det er mere de her roller jeg har, for forskellige mennesker og grupper, som stresser og forvirrer mig utroligt meget. Er jeg den ansvarlige, den lollede og glade eller datteren der ikke vil andet end at feste?
Gongere er stadig syge i hovedet og stiller spørgsmålstegn til min søster omkring min insta.
Jeg kan igen komme på boogies. Til gengæld er jeg kommet frem til at alkohol ikke burde have en plads i mit liv, og har endelig affundet mig med min alkoholintolerance.
PS. min blog er ikke længere som en henvisning på min insta. Sys det blev lidt for ømt og hvis man er dedikeret læsere så er alle sådan set velkommen. Det gik op for mig at fx. små børn i hca-paraden kunne læse om mine forholdsvis triste indlæg, såee.
