På den anden side følte jeg, at min manglende interesse i velstand var ideologisk sund.
Jeg kunne godt lide når han var væk. I sine brødebetyngede perioder forsøgte han at begynde samtaler med mig om skolen og jeg kunne vælge imellem at behage ham eller ignorere ham. Når jeg behagede ham, følte jeg mig urærlig og svag, et udbeskyttet mål. Når jeg ignorede ham, bankede mit hjerte hårdt og hurtit, og bagefter kunne jeg ikke se mig selv i spejlet.
Bussen førte os gennem frodige landskaber dækket af hvid tåge gennemhullet af sollys.
Hans fuldskab fik mig til at føle mig uren. Jeg fik lyst til at bade eller spise et stykke frisk frugt.
Jeg frygtede ike Nicks fordømmelse, sådan som jeg gjorde med Bobbis. Han ville gerne lytte til mig, selv når mine tanker var upræcise og usammenhængende; også når jeg fortalte min egen opførsel på en måde, der fremstillede mig i et uflatterende lys.
Verden forekom mig at være en bold af sammenkrøllet avispapir, som jeg kunne sparke omkring.
Jeg havde læst bøger, jeg var fortrolig med at det var kapitalismen, der var syg. Men jeg havde troet, at mennesker, der havde været indlagt med psykiatiske problemer, var anderledes end de mennesker, jeg kendte.
Hun spurgte Melissa: Hvem er den smukkeste, Nick eller mig? Melissa så på mig, hvorefter hun svarede drisk: Jeg elsker alle mine børn lige højt.
Melissa sagde, at hun ikke var i tvivl om at vi alle var en del af problemet (racisme), men at det var vanskeligt at se præcis, hvordan og tilsyneladende umuligt at gøre noget ved det uden først at erkende dette.
Han sagde, at han mente, hjælpeløshed ofte er en måde at udvise magt på.
Alle står altid midt i et eller andet, gør de ikke? Sådan er livet dybest set. Der er bare flere og flere ting at stå midt i. Du har alt den ballade med din far, som du aldrig snakker om. Alting er heller ikke så perfekt for dig.
Gradvist begyndte min venten at føles mindre som venten og mere, som om det simpelthen bare var sådan livet var: De distraherede opgaver bliver udført, men de ting, man venter på, fortsætter med ikke at ske.
Men når vi var fire, tænkte jeg altid inden for rammerne af par, hvilket skræmte mig, eftersom alle de tænkelige par, som ikke indbefattede mig, virkede langt mere interessante end dem, der gjorde. Dig og Nick, dig og Melissa, selv Nick og Melissa på deres egen måde. Men nu forstår jeg, at intet består af to mennesker, eller af tre. Mit forhold til dig er også skabt af dit forhold til Melissa, og af Nick, og af dit barndomsselv etc,. etc. Jeg ønskede at have visse ting for mig selv, fordi jeg troede, jeg eksisterede.
Du undervurdere din egen magt, så du ikke behøver bebrejde dig selv, at du behandler andre dårligt. Du fortæller historier til dig selv om det. Okay, Bobbi er rig, Nick er en mand, jeg må godt såre dem. Og det er snarer sådan, at de prøver at såre mig, og jeg bare forsvarer mig.
Hvis andre kendte til den, ville sygdommen blive virkelig, og jeg ville bruge mit liv på at være et sygt menneske. Det ville gribe ind i mine andre ambitioner, såsom at opnå indsigt og at være en sjov pige
Du kan alligevel ikke kontrollere, hvad hun tænker. Uanset om du er syg eller rask, vil du aldrig kunne gøre det. Det, du gør nu, er at bedrage hende blot for at opnår en illusion om kontrol, hvilket formentlig ikke er det værd.
