Udfra utallige film, bøger, blade og quotes, kan jeg konkludere at jeg er; mine handlinger, tankegang, følelser, lyster, fremgangsmåde, alt inden i. Og alt det der er uden på? Det overfladen, det hvad der præsentere mig, og du kan kun dømme mig. Og udfra min udstråling, er det op til dig om du vil lære mig at kende eller ej. Jeg ved at jeg ikke er den eneste der tænker på hvordan folk opfatter mig, men det noget jeg har lagt mærke til at jeg faktisk gør ofte. Nogle gange er jeg glad for det, men ofte synes jeg det er en stor belastning, jeg ender med at tænke og analysere for meget i nogle situationer.
Jeg kom til at tænke på al det her fordi, grunden til at jeg bliver kaldt for quingdongding, gonger osv( ikke fordi det er et problem), og at jeg har de venner jeg har, er fordi at jeg er asiat. Hvordan ville andre identificere mig hvis jeg ikke var gonger? Hvis ikke det var fordi jeg havde mindre øjne, fladere næse, mørkt hår og talte et andet sprog, hvem ville jeg så være? Jeg ville f.eks. ikke være med i paraden, og paraden er nok noget der har mest indflydelse på hvem og hvor jeg er i dag. Jeg synes det skørt, at min etnicitet er en beskræftigelse af hvem jeg er, hvad jeg har og kan opnå, samt den jeg er blevet idag. Det jo bare endnu et eksempel på hvor overfladisk vores samfund er. Overvej lige hvis alle overholdt sætningen "det er det indre der tæller". Alt det materielle ville være ligegyldigt. Ens udseende ville ikke være et krav til arbejde, man behøvede ikke at tænke på hvad man spiste, hvis ens bryster var for små, hvilken bil man kørte i, om man tog nogle kilo på, eller man havde make up. Tænk på alle de firmaer der ikke ville eksistere uden vores usikkerhed på fordømmelse.
Endnu et lille del af mine tanker. Hvor jeg dog elsker min hjerne.
Endnu et lille del af mine tanker. Hvor jeg dog elsker min hjerne.
