Jeg kan ikke falde i søvn. Så jeg vil ligge og skrive om hvordan jeg går og har det. Jeg har det super nederen. Konstant irriteret, sur og på randen til at græde. Ikke når jeg er sammen med mennesker, fordi mennesker gør mig glad, eller får mig til at glemme at jeg har det nederen. Jeg kan bar ikk forstå hvorfor det er kommet eller hvornår jeg er begyndt at have det sådan. Mine venner ved godt jeg har det stramt. Jeg nævner det kort for jeg hader at gi dårlige vibes. Det ikke fordi jeg skal til at lave den store psykoanalyse på mig selv, men ja det er vel bare stress. Som jeg ikke forstår eller ihvertfald ikk har lyst til at anderkende idet jeg ikk føler at jeg laver så meget alligevel. Ikke hvis jeg sammenligner mig med andre og deres gøren. Ikke hvis jeg tænker på hvad jeg ellers før har beskæftiget mig med. Man ka sige jeg føler ikke at jeg burde få stress af det jeg laver i mit liv. Jeg tror jeg bilder mig ind at jeg har travlt, og bekymrer mig mere end jeg burde over ting som jeg ikke bør bekymrer mig om. Jeg ligger for meget omtanke i det jeg laver, men det også fordi jeg vil gøre ting godt. Jeg hader kaos. Men jeg er ikke andet end kaos. Og det er virkeligt stramt.
