:')
d.4 nov
Jeg sidder i bussen på vej tilbage til Gol, og i det bussen kørte fik jeg lyst til at græde. Det er så meget mere forfærdeligt at tage væk, når der ikke er noget nyt at se frem til eller være spænd over i Gol. Jeg ved godt hvilken hverdag der venter mig, og selvom det er en jeg er glad for, så kan den ikke måle sig med den derhjemme. Da jeg tog afsted med Julie sidst, skete der så meget, før jeg nåede at fordøje den ene gode dag kom der en ny og lige pludselig sku jeg mod det ukendte Norge. Den sidste uge har simpelthen været så rar, jeg har haft travlt men med tid til at fjolle rundt og gøre ting på gefühl. Jeg kommer til at få så meget hjemve, allerede i går da Ann og jeg sad på Tjili Pop, havde jeg bare lyst til at hoppe på min gule bike forbi momentum, boogies, lille kolo og Jack. Det er ikk fedt at blive indviet i andres hverdag og så forlade det, når man kun lige har smagt på the sweet juices of life. Det at have et liv igen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar