Den 9. august sagde du til mig at jeg ikke var din datter længere. Når jeg blev ældre skulle jeg ikke regne med at få min børneopsparing, din omsorg eller nogen som helst form for støtte. Ja du var frustreret og sur over at jeg ikke opfyldte de forventninger du havde til mig. Men det heller ikke fordi jeg har brug for dig. Du har skadet mig mere end du har gjort mig godt. Så ja jeg har lukket dig ude i et halvt år nu. Og nej jeg vil ikke have 100 kr, eller en lift til skole. Du skal ikke regne med at jeg svarer dine spørgsmål, eller bemærker din tilstedeværelse. Du kan ikke forvente at du kan slippe afsted med at sige sådan nogle ting til mig. Du skal være varsom med de ting du siger og stå til ansvar for dem.
'Undskyld for at jeg sagde de ting og gjorde dig ked af det, MEN DU SKAL OGSÅ VÆRE KED AF AT DU HAR GJORT MIG KED AF DET. FOR DU SKAL ÆRE DIN FAR OG DET HAR DU IKKE GJORT. DIN OPFØRSEL HAR IKKE VÆRET I ORDEN. SE DINE FÆTRE, DE ER DRENGE OG DE ÆRE DERES FORÆLDRE. DET ER ALLE DINE VENNER. FØRHEN VAR DU EN GOD PIGE MEN NU ER DU UDE HELE TIDEN OG ER BLEVET SLEM.' De ord gør slet ikke op med noget som helst. Du har ikke fattet hvad jeg har manglet.
Måske kommer jeg til at fortryde at jeg ikke har tilgivet dig. Men jeg er så vred på dig. Du kommer aldrig til at kunne lide mig som jeg er. Du hader mit hår. Du hader at jeg ikke tror på Gud. Du hader at jeg har en anden mening end dig. Du tolerer ikke min argumenter.
Nu forsvinder du i 4 uger. Medmindre du inden for de næste 12 timer forstår hvad jeg har været i gennem, så er du fortsat heller ikke længere min far.
